Når oplevet kritik rammer som afvisning – om RSD, ADHD og autisme

Jeg hørte første gang om Rejection Sensitive Dysphoria (RSD) i 2023 og tænkte: “Wow… det er genkendeligt. Det har jeg set hos mange børn og unge gennem årene.” I sidste uge besøgte jeg en familie med en dreng med autisme og ADHD, hvor RSD-beskrivelsen passede som fod i hose. Beskrivelsen i sig selv løser selvfølgelig ikke noget. Men den gav forældrene en anden forståelse af nogle reaktioner, der ellers let kan ligne vrede, trods eller “overreaktion”.

Jeg håber med dette skriv, at kunne give andre forståelse og måske lidt værktøjer til hverdagen med RSD.

RSD er ikke en ny diagnose, og jeg ser det ikke som endnu et mærkat, men jeg ser det som en vigtig forståelsesramme, der kan hjælpe os til bedre at forstå nogle meget voldsomme følelsesmæssige reaktioner, som ellers let bliver misforstået som overreaktion, drama, trods, sårbarhed, vrede eller “hun skal bare lære at tage imod kritik”. Jeg har i mange tilfælde oplevet, at det ikke er “bare”!

Hvad er RSD?

RSD står for Rejection Sensitive Dysphoria. På dansk kunne man måske kalde det afvisningsfølsom dysfori, men det ligger ikke ligefrem godt i munden. Dysfori betyder en stærk følelse af ubehag, mistrivsel eller indre smerte. I RSD handler det altså ikke bare om at være lidt ked af kritik, men om at afvisning eller oplevet afvisning kan føles næsten ubærlig.

RSD beskriver en stærk følelsesmæssig smerte, der kan opstå ved reel eller oplevet afvisning, kritik, skuffelse eller følelsen af ikke at være god nok. Det centrale er, at reaktionen ikke nødvendigvis hænger sammen med, hvor voldsom situationen ser ud udefra. En kort besked. Et blik. En ændret tone. Manglende svar på en sms. En lærer, der siger “kan du lige prøve igen?”. En kollega, der virker lidt kort for hovedet.

For de fleste mennesker er den slags ubehageligt. For mennesker med RSD kan det opleves som om hele systemet går i alarm.

RSD tilbyder en forståelsesramme, som mange med ADHD og autisme (eller deres pårørende) kan genkende sig selv i, og nyere forskning og faglige artikler peger på, at afvisningsfølsomhed er et område, vi bør tage alvorligt – også selvom vi endnu ikke har alle svarene.

Hvorfor giver RSD mening i forhold til ADHD og autisme?

Ved ADHD har vi i mange år talt om opmærksomhed, impulsivitet, hyperaktivitet og eksekutive vanskeligheder. Men mange med ADHD vil nok sige, at det følelsesmæssige fylder mindst lige så meget.

Det handler ikke kun om at vide, hvad man skal gøre. Det handler også om at kunne gøre det, man godt ved – mens nervesystemet er på arbejde, følelserne kører hurtigt, og selvkritikken råber fra bagsædet.

I den forståelse giver RSD god mening som en måde at beskrive, hvordan oplevet kritik eller afvisning kan udløse en hurtig og meget kraftig følelsesmæssig reaktion. Personen kan godt bagefter tænke: “Det var måske ikke så slemt ment.” Men kroppen nåede at reagere, som om der var fare på færde.

Ved autisme kan RSD give mening af lidt andre – men beslægtede – grunde.

Mange mennesker med autisme har gennem livet oplevet at blive misforstået, korrigeret, ekskluderet eller indirekte få at vide, at deres naturlige måde at være i verden på er “forkert”. Det kan være små dryp over lang tid. Små sociale nederlag. Skældud. Misforståelser. Mobning. Alt sammen dryp, der over tid kan medføre behov for at maskere og kamuflere sig.

Det kan se sådan ud i praksis:

En ung kommer hjem fra skole og virker vred. Forældrene spørger forsigtigt, hvad der er sket. Den unge svarer: “Ikke noget!” og smækker døren. Senere viser det sig, at læreren havde sagt: “Du skal lige huske at skrive en konklusion i opgaven.”

Udefra: almindelig feedback.

Indefra: “Jeg er dum. Hun er skuffet. Jeg kan ikke finde ud af noget. Jeg burde ikke gå her.”

Så er vi ikke længere i almindelig kritikmodtagelse. Så er vi i nervesystemets katastrofeafdeling. Den har sjældent god sagsbehandlingstid.

Når kroppen reagerer før fornuften

Noget af det svære ved RSD er, at personen ofte godt kan forstå situationen bagefter.

• “Jeg ved godt, at hun ikke mente det sådan.”
• “Jeg ved godt, at han bare havde travlt.”
• “Jeg ved godt, at det kun var feedback.”

Men kroppen og følelsessystemet reagerer lynhurtigt, og fornuften er lidt langsommere.

Det er vigtigt. For hvis vi møder RSD med ren logik midt i reaktionen, rammer vi ofte forbi. Det svarer lidt til at forklare brandsikkerhed, mens gardinerne står i flammer.

Først skal der ro på. Senere kan vi forstå.

I low arousal tilgang vil vi netop flytte fokus fra “hvorfor reagerer du sådan?” til “hvad kan jeg gøre, så situationen ikke bliver værre lige nu?” Det handler ikke om at give ret i alt. Det handler om at møde et menneske i en tilstand, hvor adgangen til refleksion, perspektiv og nuancer er midlertidigt nedsat.

Hvordan kan RSD komme til udtryk?

RSD kan se meget forskelligt ud. Derfor kan RSD også i nogle tilfælde let blive overset.

Nogle vender reaktionen indad.

De bliver stille. Undskylder. Trækker sig. Skammer sig. Gennemgår samtalen igen og igen. Finder fejl ved sig selv. Føler sig dumme, forkerte eller uværdige. Hos nogle kan det ligne depression, social angst eller en pludselig voldsom nedtur.

Andre vender reaktionen udad.

De går i forsvar. Bliver vrede. Går til modangreb. Sender lange beskeder. Kræver forklaring. Afviser andre, før de selv kan blive afvist. Det kan se voldsomt ud for omgivelserne, men indeni kan følelsen være den samme: smerte, skam og panik.

Og så er der de mere stille strategier, som ofte bliver rost – i hvert fald indtil de koster for meget.

• People pleasing.
• Perfektionisme.
• Overpræstation.
• At scanne alle rum for stemninger.
• At forsøge at være den nemme, dygtige, sjove, hjælpsomme, problemfri version af sig selv.

Det kan fungere i en periode. Nogle gange i mange år. Men prisen kan være høj.

RSD-mønstre – når verden hele tiden skal aflæses

Når jeg skriver “RSD-profil”, mener jeg ikke en diagnoseprofil. Jeg mener et mønster, hvor et menneske ofte:

• er på vagt over for tegn på kritik eller afvisning
• hurtigt føler skyld eller skam
• forsøger at undgå fejl
• bliver meget påvirket af feedback
• har svært ved at slippe sociale situationer bagefter
• søger meget bekræftelse
• enten trækker sig eller går i forsvar
• bruger enorme mængder energi på at regne ud, hvad andre tænker

Det kan ligne “lavt selvværd”. Det kan ligne “dårlig opførsel”. Det kan ligne “for meget drama”. Men ofte er det mere hjælpsomt at forstå det som et belastet nervesystem, der har lært, at afvisning er farligt.

Derfor giver det god mening at flytte blikket lidt ud fra personen og over på sammenhængen omkring personen. For RSD handler ikke kun om individet. Det handler også om miljøet, relationerne, kravene, erfaringerne og graden af tryghed omkring mennesket.

Et hjælpsomt spørgsmål kan derfor være: Hvad skal der til, for at personens nervesystem får lidt bedre arbejdsbetingelser?

Det er sjældent én stor løsning. Nogle gange handler det om tydeligere kommunikation. Andre gange om færre skift, mere forudsigelighed, mindre offentlig korrektion, bedre pauser eller relationer, hvor man ikke hele tiden skal gætte, om man er på vej ud i kulden. Oftest vil det være mange små justeringer, der tilsammen gør hverdagen mere til at være i.

Hvad kan personen selv gøre?

Når RSD rammer, kan det føles som om reaktionen kommer ud af det blå, men for det meste er der et mønster. Det kan være bestemte situationer, der særligt let tænder “alarmen”: feedback, tavshed, en ændret tone, en besked uden smiley, følelsen af at skuffe nogen eller oplevelsen af ikke at høre til.

Derfor er et godt sted at starte at lære sit eget mønster at kende. Ikke for at placere skyld. Og ikke for at undskylde alt, der sker bagefter. Men for at kunne opdage reaktionen lidt tidligere og få lidt mere handlemulighed.

En hjælpsom indre sætning kan være: “Jeg er ikke forkert. Mit system reagerer kraftigt på noget, der opleves som afvisning.”

Det kan give en smule afstand til følelsen. Ikke, at den så forsvinder, men så man måske kan nå at gøre noget andet end det, RSD’en umiddelbart kalder på. Det kan omsættes til en lille personlig plan:

1. Kend dine triggere

Hvornår sker det typisk? Er det ved beskeder? Feedback? Tavshed? Ændret tone? Konflikter? Når du er træt? Når du i forvejen er presset?

Jo bedre man kender sine mønstre, desto hurtigere kan man opdage: “Nå, det er det her, der sker lige nu.”

Det betyder ikke, at følelsen straks bliver let. Men det kan gøre den lidt mindre mystisk og åbne op for at kunne agere anderledes end uden bevidstheden.

2. Træk vejret roligt og lidt dybere

Når RSD rammer, reagerer kroppen/nervesystemet lyn-hurtigt. Det kan være med uro, tårer, vrede, trykken i brystet, hjertebanken eller en stærk trang til at flygte, forklare eller gå til modangreb.

Vejrtrækningen kan være en vej til at dæmpe alarmen i kroppen, så man får lidt mere kontakt til sig selv og situationen omkring sig. Dyb og rolig vejrtrækning kan have en beroligende effekt på nervesystemet. Det kan for eksempel være at trække vejret roligt ind gennem næsen og lade udåndingen være lidt længere end indåndingen.

• Indånding: 3-4 sekunder.
• Udånding: 5-6 sekunder.

Et par dybe og rolige vejrtrækninger kan hjælpe med at sænke intensiteten en smule, så man ikke behøver handle på den første impuls. Og når der kommer lidt mere ro i kroppen, bliver det ofte også lettere at se situationen lidt klarere. Nogle gange er det nok til, at man kan vælge sit næste skridt lidt mere bevidst.

3. Sæt ord på følelsen

Når følelsen er stærk, kan det hjælpe at italesætte den - at give den et enkelt og præcist navn. eks. “Jeg er frustreret.”, “Jeg er bange.”, “Jeg er vred.”, “Jeg føler mig afvist.”, “Jeg skammer mig.” eller ” “Jeg føler mig udenfor.”

Det lyder næsten for enkelt. Så enkelt, at man kan blive lidt mistænksom. Men det at sætte ord på følelsen kan være med til at skabe en lille smule afstand til den. Følelsen er der stadig, men den bliver måske lidt mindre altopslugende.

4. Lav en “det her går over”-sætning

Når RSD rammer, føles det ofte akut. Som om det hele skal forstås, forklares eller repareres lige nu. Her kan det hjælpe at have en sætning klar på forhånd, eks.: “Det føles voldsomt lige nu, men det er en tilstand, der går over.” Eller: “Følelsen er virkelig, men den fortæller mig måske ikke hele sandheden.”

Det er en vigtig skelnen. Følelsen skal ikke diskuteres væk. Den er der. Den mærkes. Den gør ondt, men følelsen er ikke nødvendigvis et præcist referat af virkeligheden.

5. Tal til dig selv, som du ville tale til en ven

Mange mennesker med RSD (også uden RSD) kommer hurtigt til at tale meget hårdt til sig selv. Man kan komme til at tænke: “Nu ødelagde jeg det igen.”, “Jeg er for meget.”, “De gider mig sikkert ikke.”, “Jeg burde kunne tage mig sammen.”

Det kan være mærkeligt, for man ville aldrig tale sådan til et andet menneske, man holdt af.

Hvis en god ven sagde: “Jeg føler mig virkelig afvist lige nu”, ville de færreste nok svare: “Ja, det er også fordi du er alt for følsom og besværlig.”

Det kan derfor være hjælpsomt, at tænke, “hvis min bedste ven havde det sådan her, hvad ville jeg så sige til ham? Måske: “Det giver mening, at du er ramt.”, “Lad os lige trække vejret.”, “Du behøver ikke finde ud af det hele lige nu.”, “Vi kan godt kigge på det bagefter.”

Den indre tone betyder noget. Selvkritik gør ofte RSD stærkere. Venlighed løser ikke alt, men den larmer lidt mindre, så man kan øve sig i at tale pænt til sig selv, eks.: “Jeg føler mig virkelig ramt lige nu. Det er ubehageligt, men jeg behøver ikke løse det hele i dette øjeblik.”

6. Brug STOP

Når følelsen er stærk, kan det være hjælpsomt at have et enkelt redskab, man kan vende tilbage til. STOP kan bruges til at blive bevidst om, om det jeg gør, er det jeg ønsker at gøre:

S – Stop op
T – Træk vejret
O – Observer det, der er
P – Proceed (F – Fortsæt)

Det vigtige er ikke, at man gør det perfekt. Det vigtige er, at man får skabt en lille pause mellem følelsen og handlingen. Det kan STOP være med til at skabe.

7. Brug kroppen og giv dig selv plads

At bruge kroppen kan være med til at regulere nervesystemet, når følelsen bliver meget stærk.

Mærk fødderne i gulvet. Gå eller løb en tur. Hop på trampolin. Tag en gyngetur. Tag et bad. Læg dig under en dyne. Brug noget sanseligt, der plejer at hjælpe. Det kan være musik, tyngde, ro, bevægelse, kulde, varme eller hørebøffer, der skærmer lidt for verden.

Hvis du bliver overstimuleret eller overvældet, kan det være hjælpsomt at trække dig til et trygt sted. Det kan være en god idé at have en aftale på forhånd med dem omkring dig: “Hvis jeg får det sådan, kan jeg godt finde på at gå lidt væk. Det betyder ikke, at jeg er ligeglad. Det betyder, at jeg prøver at få ro på.” Eller: “Hvis jeg tager hørebøffer på, er det ikke for at afvise jer. Det er for at hjælpe mig selv med at blive i situationen.”

Du har ret til ro, og du behøver ikke forklare alt i øjeblikket – men det er en god ide at have lavet aftaler på forhånd, så andre forstår det og ikke prøver at stoppe dig.

Hvad kan pårørende og fagfolk gøre?

Hvis et menneske med RSD reagerer voldsomt, kan vi let komme til at forklare, forsvare eller korrigere: “Det var jo ikke det, jeg sagde.”, “Du misforstår mig.”, “Du overreagerer.”, “Nu må du lige falde ned.”

Det er forståeligt. Men oftest ikke hjælpsomt. En mere hjælpsom rækkefølge kan være:

1. Tag følelsen alvorligt og anerkend oplevelsen

Start med at tage følelsen alvorligt – også selvom reaktionen virker større end situationen set udefra. Det betyder ikke, at man skal give personen ret i alle tolkninger. Men følelsen er reel. Personen er ramt. Derfor kan det være hjælpsomt først at vise, at man har opdaget det:

“Jeg kan se, at det ramte dig hårdt.”

“Det var ikke min intention, at du skulle føle dig kritiseret.”

“Jeg vil gerne hjælpe med at få det her landet på en god måde.”

2. Skru ned for krav og tempo

Det kan være fint at tale situationen igennem, forklare hvad der blev ment, og finde ud af om der opstod en misforståelse. Men ikke nødvendigvis lige dér, hvor personen er meget følelsesmæssigt ramt. Når “alarmen” er tændt, er man ikke ret modtagelig for fornuft og forklaringer. Så kan selv velmente sætninger som “det var jo ikke det, jeg mente” komme til at føles som endnu en afvisning eller korrektion.

Pointen er altså timing: I øjeblikket handler det om at dæmpe alarmen. Når der er mere ro på, kan man bedre tale om, hvad der blev sagt, ment og forstået.

I øjeblikket kan du med fordel bruge kortere sætninger, roligere stemme, indlægge pauser og forsøge at stille færre spørgsmål.

3. Lav aftaler på forhånd

Når personen er i ro, kan man tale om, hvad I kan forsøge at gøre næste gang, RSD rammer.

Det er vigtigt, at det bliver aftaler om forsøg – ikke regler, man bagefter kan slå hinanden oven i hovedet med. Når følelsen er stærk, kan både personen selv og omgivelserne komme til at gøre noget andet end aftalt.

Man kan fx tale om: “Hjælper det bedst, at du får ro?”, “Skal jeg blive i nærheden uden at stille spørgsmål?”, “Vil du helst have en kort forklaring, fysisk afstand eller hjælp til at skifte aktivitet?”

Det kan også være godt at tale om, hvad personen selv kan forsøge at gøre: “Sige: ‘Jeg er ramt lige nu, jeg har brug for ro.’”, “Gå lidt væk, tage hørebøffer på, trække vejret eller bruge STOP.”

Aftalen er ikke en kontrakt. Den er et fælles bud på, hvad der måske kan hjælpe, og hvad I vil forsøge at gøre.

5. Lad dig inspirere af low arousal tilgang

Når et menneske er ramt af RSD, er det let at komme til at ”hælde benzin på bålet” uden at ville det. Det kan ske med for mange ord, for mange spørgsmål, et lidt for hurtigt “det var jo ikke sådan ment” eller et krav om, at situationen skal tales igennem lige nu.

Forsøg at undgå det, og lad dig inspirere af low arousal tilgang: Skru ned for tempoet. Brug rolig stemme. Giv mere pause. Stil færre krav. Undgå diskussioner om, hvem der har ret, mens følelsen er på sit højeste.

Hvis man selv er på ”automatpilot”, kan det let komme til at handle om, ”at få ret” eller ”at vinde”, men det er ikke vigtigt i øjeblikket. Det handler heller ikke om at give op eller give efter for alt. Det handler om at undgå at gøre situationen værre, mens nervesystemet allerede er i alarm.

Når der igen er mere ro på, kan man bedre tale om, hvad der skete, hvad der blev misforstået, og hvad der kan hjælpe næste gang.

Feedback uden at udløse alarmen

Vi kan ikke fjerne al kritik, feedback eller uenighed fra livet. Det ville heller ikke være hjælpsomt.

Men vi kan arbejde med formen. I stedet for: “Det der er ikke godt nok.”, Kan man sige: “Der er noget her, vi kan arbejde med sammen. Først vil jeg sige, at du er på rette spor. Hvad kunne næste skridt være, har du en ide?”

I stedet for: “Du skal stoppe med at reagere sådan.”, kan man sige: “Jeg kan se, at det her bliver meget voldsomt. Lad os holde pause nu, og så finder vi ud af det sammen bagefter.”

I stedet for: “Du misforstår altid.”, kan man sige: “Jeg tror, det jeg sagde, landede anderledes end jeg mente det. Må jeg prøve igen?”

Små sproglige ændringer kan gøre en stor forskel. Ikke fordi vi skal liste rundt på æggeskaller, men fordi tydelighed og værdighed ofte forebygger konflikter bedre end efterfølgende brandslukning.

Trivselsfremme som buffer mod RSD

Hvis man har mange erfaringer med at føle sig forkert, bliver det afgørende at arbejde med mere end symptomhåndtering. Vi skal også arbejde med trivsel.

Her giver positiv psykologi god mening som supplement. Ikke som “tænk positivt” – det er sjældent hjælpsomt og ofte bare irriterende i pæn indpakning. Men som et bevidst arbejde med positive emotioner, relationer, mening, engagement og små oplevelser af mestring.

I PERMA-frameworket forstås trivsel som Positive emotioner, Engagement, Relationer, Mening og oplevelse af At præstere. I specialpædagogisk praksis kan det omsættes meget konkret: Hvad giver personen ro, glæde, interesse, stolthed eller følelsen af at lykkes? Hvordan kan vi skabe mere af det i hverdagen? Når trivslen er bedre, kan der nogle gange blive lidt kortere vej til at tænke “pyt”.

Afslutning – vi skal tage smerten alvorligt

RSD er stadig et begreb i udvikling. Vi skal bruge det med ydmyghed. Ikke alle med ADHD eller autisme har RSD. Ikke alle stærke reaktioner på kritik er RSD. Og vi skal passe på ikke at gøre almindelige menneskelige følelser til patologi. Men når et menneske igen og igen rammes af en smerte, der er så voldsom, at den fører til skam, vrede, tilbagetrækning, overpræstation eller relationel uro, så bør vi blive nysgerrige.

Ikke dømmende. Nysgerrige.

Måske er spørgsmålet ikke: “Hvor
for tager du det så tungt?”

Måske er spørgsmålet nærmere: “Hvad har dit system lært, siden det reagerer så voldsomt – og hvordan kan vi hjælpe det med at lære noget nyt?”

Det er her, strategierne begynder.

• Med selvforståelse.
• Med regulering.
• Med tydelig kommunikation.
• Med miljøer, der ikke unødigt prikker til afvisningssåret.

Og måske vigtigst: Med voksne, pårørende og fagfolk, der kan holde fast i, at bag den voldsomme reaktion står der et menneske, der ikke prøver at være besværligt. Men et menneske, der prøver at undgå at gøre ondt værre.