PECS – når billeder bliver adgang til kommunikation

Jeg har gennem årene i flere sammenhænge arbejdet med børn og unge, hvor det talte sprog enten har været meget begrænset, eller hvor talesproget ikke har fungeret som en stabil kommunikationsvej i hverdagen. Det kan se meget forskelligt ud. Nogle børn har næsten intet talesprog. Andre har ord, men får svært ved at bruge dem, når noget bliver vigtigt, svært, uoverskueligt eller følelsesmæssigt presset.

I nogle situationer har PECS gjort en stor forskel - og det har gjort indtryk på. Ikke fordi metoden i sig selv er “magisk”, men fordi den kan give barnet en helt grundlæggende funktionel måde at gøre sig forståelig på. Så omgivelserne ikke skal gætte på hvad de ønsker - men de is tedet selv kan kommunikere det.

PECS står for The Picture Exchange Communication System og er en struktureret, billedbaseret kommunikationsmetode. Metoden er udviklet til mennesker, som har begrænset eller intet funktionelt talesprog, og den anvendes især i arbejdet med børn, unge og voksne med autisme eller andre kommunikative vanskeligheder. Formålet med PECS er ikke først og fremmest at træne tale, men at give personen en funktionel kommunikationsform, der virker i hverdagen. Her og nu. Personen lærer at tage initiativ, udtrykke ønsker og behov, vælge til og fra, stille krav og senere også kommentere på verden omkring sig.

Et centralt princip i PECS er, at kommunikation læres gennem aktiv udveksling. Barnet tager et billede eller symbol og giver det til en kommunikationspartner for at opnå noget ønsket. Det kan f.eks. være en bestemt genstand, noget spiseligt, en aktivitet eller noget helt fjerde. Det lyder måske enkelt, men pædagogisk er det ret stærkt. Barnet lærer nemlig ikke bare at pege på noget. Barnet lærer, at kommunikation kan påvirke verden: Jeg giver dig billedet – og du forstår mig.

Noget af det gode ved PECS er, at kommunikationen bliver synlig og konkret. Hvis barnet rækker et billede af en kop, en bold, en iPad eller en bestemt aktivitet, bliver budskabet mere tydeligt for den anden. Det betyder ikke, at vi ikke stadig skal være nysgerrige. Vi skal stadig undersøge, hvad billedet helt præcist betyder for barnet. Er det genstanden? Aktiviteten? Pausen? Samværet omkring det? Men vi er et andet sted, end hvis vi kun skal tolke lyde, blikretning, kropssprog eller frustration.

Når børn ikke har en tydelig vej til kommunikation, kommer vi voksne meget let til at gætte. Nogle gange gætter vi rigtigt. Andre gange gætter vi sådan lidt skævt fordi vi ikke har forstået barnets perspektiv. Det kan skabe stor frustration. Med PECS får barnet en mere direkte mulighed for at vise: Det er dét her, jeg vil. Eller senere: Det er dét her, jeg ser. Det er dét her, jeg tænker på. Det er dét her, jeg gerne vil dele med dig.

Jeg har nogle gange mødt den forståelse, at PECS bare handler om at give barnet en mappe med billeder. Det gør det ikke. PECS kræver mere end bare materialerne. Det kræver systematik, træning, motivation og opmærksomhed på barnets initiativ. Det kræver også, at vi voksne kan holde lidt igen, så kommunikationen ikke hele tiden bliver styret af os.

PECS er bygget op i seks faser, hvor kommunikationen gradvist udbygges fra enkel billedudveksling til mere sammensat kommunikation med sætninger, svar og kommentarer. Det betyder ikke, at alle børn bare bevæger sig pænt fra fase 1 til fase 6 i en lige linje. Sådan er specialpædagogisk praksis sjældent. Virkeligheden har det med at være lidt mere rodet end manualen. Men faserne giver en god forståelse af, hvordan kommunikationen kan bygges op.

I den første fase lærer barnet den helt grundlæggende udveksling. Barnet tager ét billede af noget, det gerne vil have, og giver billedet til en kommunikationspartner. Den voksne giver derefter barnet adgang til det ønskede. Det kan f.eks. være legetøj, noget spiseligt eller en aktivitet, barnet er stærkt motiveret for. Det centrale i denne fase er ikke billedet i sig selv, men erfaringen med kommunikation: Når jeg giver dig billedet, sker der noget. Jeg kan påvirke min omverden.

I anden fase arbejdes der med afstand og vedholdenhed. Billedet ligger måske ikke lige foran barnet, og kommunikationspartneren står måske ikke lige ved siden af. Barnet skal derfor lære at hente billedet, opsøge den voksne og fastholde sit kommunikative initiativ. Det er en vigtig udvidelse, fordi kommunikationen ikke kun skal fungere, når alt er placeret lige foran barnet. Den skal kunne bæres med ud i hverdagen.

I tredje fase lærer barnet at skelne mellem forskellige billeder. I begyndelsen arbejdes der ofte med tydelig kontrast mellem et billede af noget meget motiverende og et billede af noget, der ikke er særligt interessant for barnet. Det gør det lettere at se, om barnet faktisk vælger det billede, der matcher ønsket. Senere udvides arbejdet til flere billeder og mere nuancerede valg, så barnet gradvist lærer at finde det relevante billede i sin kommunikationsbog.

I fjerde fase begynder barnet at opbygge en sætning, på en sætningsstrimmel. Det kan f.eks. være med en sætningsstarter som “Jeg vil have” efterfulgt af billedet af det ønskede. Senere kan sproget udvides med flere ordtyper, f.eks. farver, størrelser, forholdsord og verber. På den måde bevæger kommunikationen sig gradvist fra enkeltstående ønsker til mere sammensatte budskaber.

I femte fase lærer barnet at bruge PECS til at svare på spørgsmål som “Hvad vil du have?”. Det spontane initiativ er fortsat vigtigt, men barnet lærer nu også at kommunikere som svar på en andens henvendelse. Her er det vigtigt, at PECS ikke kun bliver noget, der foregår på den voksnes initiativ. Hvis kommunikationen hele tiden starter hos den voksne, mister vi noget af det mest værdifulde ved metoden: barnets mulighed for selv at tage initiativ.

I sjette fase udvides kommunikationen til også at handle om andet end ønsker og behov. Barnet lærer at kommentere på verden omkring sig. Det kan f.eks. være med udsagn som “Jeg ser”, “Jeg hører”, “Jeg føler” eller “Det er…”. Dermed kommer kommunikationen til også at handle om oplevelser, opmærksomhed og social deling. Det er vigtigt, fordi kommunikation ikke kun handler om at få adgang til ting. Kommunikation handler også om at dele noget med andre.

PECS beskrives som en form for AAC – Augmentative and Alternative Communication, altså supplerende og alternativ kommunikation. Det betyder, at PECS ikke bør forstås som en metode, der står i modsætning til talesprog, tegn, talemaskiner eller andre kommunikationsformer - det kan lige så vel være et supplement. Det afgørende er, at personen får adgang til en kommunikationsform, der virker i hverdagen. For nogle vil PECS være den primære kommunikationsform i en periode. For andre kan PECS være en støtte sammen med tale, tegn, kropssprog, talemaskine eller andre former for kommunikation.

En bekymring, man nogle gange kan møde, er, om PECS kan hæmme udviklingen af talesprog. Det er en forståelig bekymring. Mange forældre og fagpersoner ønsker naturligt, at barnet udvikler så meget talesprog som muligt. Men PECS bør ikke forstås som en hindring for talesproglig udvikling. Selvom målet med PECS først og fremmest er funktionel kommunikation, viser forskning, at nogle brugere også udvikler mere talesprog i forbindelse med arbejdet med PECS. Det gælder især, når metoden anvendes systematisk og med fokus på motivation, initiativ og meningsfuld kommunikation.

En af de måder, hvorpå PECS kan understøtte talesproget, ligger i selve samspillet omkring sætningsstrimlen. Når barnet afleverer sætningsstrimlen, kan kommunikationspartneren pege på billederne ét ad gangen og samtidig sætte ord på: “Jeg vil gerne have…” og så lade der være en lille, bevidst pause, inden næste billede benævnes: “… mælk”. Ikke som et pres eller et krav om, at barnet skal tale, men som en lille åbning. Nogle børn bliver i den pause tilpas utålmodige til, at de selv begynder at sige ordet – eller dele af ordet. Og så er vi et ret fint sted. For så er talesproget ikke trukket ud af barnet som en præstation, men vokset frem i en situation, hvor barnet allerede er motiveret, forstået og på vej i kommunikation.

Desuden giver det måske også bare god mening, hvis vi tænker over det. Når et barn får en konkret erfaring med, at kommunikation virker, skaber det flere anledninger til kontakt, samspil og sproglig udvikling. Barnet får en vej ind i kommunikationen, og de voksne får en bedre mulighed for at svare meningsfuldt tilbage. Det kan være med til at reducere frustration, fordi barnet ikke i samme grad er afhængigt af, at andre gætter rigtigt.

For mig er det vigtige ved PECS, at personen får en reel mulighed for at påvirke sin omverden. At kunne sige “det vil jeg gerne have”, “det vil jeg ikke”, “jeg vælger den” eller senere “jeg ser noget”, er ikke småting. Det er grundlæggende kommunikation. Vi arbejder altså med adgang til kommunikation, initiativ, relation og medbestemmelse. Og for nogle børn kan det være et vigtigt skridt ind i mere deltagelse, mindre frustration og større oplevelse af at blive forstået.